Nivå Golf - Nyheder
Oversigt Print
 



Vis alle nyheder

Søren Schulze nu prof.

Nivå junioren Søren Schulze Pettersson, er som 17 årig nu professionel golfspiller.

Søren har haft en rigtig god sæson i 2009 og den kulminerede med en kvalifikation til ECCO touren i 2010.
Efter kvalifikationen har Søren vurderet at han vil kunne få mere ud af en professionel karriere end ved at fortsætte i juniorturneringer.

Søren selv udtaler:

"Jeg glæder mig til at komme i gang med et spændende år, hvor der kommer til at ske en masse nye ting og jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med de professionelle. Det bliver spændende at prøve livet som golfpro. År 2010 bliver et prøve år, hvor jeg spiller så meget jeg nu kan komme til og finder min plads i pro miljøet, og i september prøver jeg gennem tourskolen, at kvalificere mig til enten Europa Touren eller Challenge Touren. Så alt i alt glæder jeg mig bare rigtig meget til et meget spændende år, hvor det hele skal prøves af."

Træningen mod turneringsstart er allerede i gang og Søren træner allerede flittigt med sin træner Robin Lundskær, ligesom der bruges mange timer i fitnesscenteret.

I februar og marts skal Søren på træningslejr i Spanien og han skal deltage som hjælpetræner, når Nivå Golf Akademi sidst i marts drager på golftur til Mallorca.

Sideløbende med den professionelle karriere, skal Søren fortsat deltage på Nivå Golfs 3. divisionshold.

En professionel karriere kræver stor rejseaktivitet og dermed koster det også mange penge.

Søren forhandler p.t. med en større sponsor, der skal være med til at gøre det muligt at deltage i rigtig mange turneringer, og Søren vil forsøge at opbygge en sponsorgruppe omkring sig, der så vil blive inviteret til sammenkomster med golf og spisning, ligesom der når det er muligt, vil blive inviteret til større golfevents omkring de tours Søren spiller på.

Det bliver spændende at følge Søren i fremtiden.

Se omtale på Teetime....


Vis alle nyheder